Minisjang er DRs nye tilbud til de 1-3 årige. Minisjang er tænkt som et trygt og legende univers, som forældre med god samvittighed kan lade de mindste bruge, fordi det tager højde for deres kognitive, sproglige og fysiske udvikling i et tempo, hvor de helt små børn kan følge med.
DR’s ambition var, at halvdelen af alle børn og forældre i målgruppen skulle kende til Minisjang, inden der var gået et år. Men allerede efter ni måneder svarede ni ud af 10 småbørnsforældre i DR medieforsknings undersøgelse, at de kender universet.
Allerede i de første ni måneder, hvor småbørnstilbuddet har eksisteret, er Minisjang blevet benyttet af 30% af de 1-3-årige ugentligt, med et gennemsnit på over 30.000 app-åbninger dagligt.